Spring til indhold
Hjem » Badminton artikler » Vinder Danmark guld ved OL i badminton?

Vinder Danmark guld ved OL i badminton?

Danmarks badmintonspillere til OL i Paris 2024

OL i badminton finder sted ved de Olympiske Lege i Paris. Danmark er repræsenteret i alle kategorier. Kan en eller flere af de danske badmintonspillere vinde en guldmedalje i 2024? Her får du mit ikke-ekspert bud. Du er meget velkommen til at kommentere nederst.

OL i badminton – Danske resultater ved de Olympiske Lege siden 1992

OL guld medalje til Danmark i herresingle
Danmarks første OL guld medalje i badminton blev vundet af Poul-Erik Højer i 1996.

Historisk har de danske badmintonspilleres resultater ved de Olympiske Lege været fornuftige. Du kan se alle danske medaljetagere i badminton ved de Olympiske Lege nederst på siden.

Badminton kom på det olympiske program i 1992. Det var også her Danmark vandt den første medalje. Thomas Stuer Lauridsen vandt bronzemedalje i herresingle.

Siden dengang har Danmarks olympiske deltagere i badminton vundet i alt 9 medaljer. 2 guld, 3 sølv, og 4 bronze. Det placerer Danmark på 4. pladsen på nationslisten.

Ikke overraskende har Kina vundet flest olympiske medaljer. Med 47 guld, sølv og bronzemedaljer har badminton stormagten vundet knap 40% af alle medaljer siden 1992. Indonesien har vundet 21 og Sydkorea 20.

Få flere badmintonhistorier – tilmeld dig Badminton Talk nyhedsbrevet

Bliver de Olympiske håb og drømme til skuffelse og ærgrelse i 2024?

Lad det være sagt med det samme; mit håb om dansk succes ved OL i badminton er stort, men jeg forventer at dansk badminton skuffer vores måske alt for høje forventninger ved OL 2024.

Jeg vil så gerne tage ja-hatten på, tale de danske muligheder op og bare være positiv. Men jeg tror helt enkelt ikke på at Danmark vinder en eneste guldmedalje ved OL i Paris. Til gengæld mener jeg at der er en realistisk mulighed for at vinde et par bronzemedaljer.

I skrivende stund kender vi ikke lodtrækningen ved OL. Så håbet om dansk deltagelse i finalerne i herresingle og herredouble lever. Men det er som sagt kun et håb. Den realistiske mig er et helt andet sted.

Lad os få dine kommentarer nedenfor

Kan Danmark vinde medalje i damesingle ved OL?

Det korte svar er nej! Landstrænerne har valgt at udtage Mia Blichfeldt til at repræsentere dansk damesingle ved OL. Det er langt fra alle der er enige i at Blichfeldt skal repræsentere Danmark ved OL.

Først og fremmest håber jeg at Mia er klar fysisk og mentalt. For er hun det, og har hun lidt held med lodtrækningen, vil hun have en realistisk chance for at komme videre fra gruppespillet.

Mentalt skal Mia Blichfeldt være voldsomt meget stærkere end tidligere. Ikke alene skal hun kunne klare presset på banen, men hun ved at et dårligt resultat sandsynligvis vil medføre en hel del kritik. Både af hende og af landstrænerne. Al virakken omkring udtagelsen har medført at hun ikke kan spille som underdog, hvilket er ærgerligt.

Kommer Mia videre fra gruppespillet har hun leveret det man kunne forvente. Alle sejre derefter vil være overraskende og en stor bonus.

Konklusion: ingen OL medalje til Danmark i damesingle.
Historisk bedste resultat i damesingle ved OL: Sølv til Camilla Martin ved OL i Sydney 2000

Damedouble chancer ved OL i badminton

Damedouble i badminton til OL i Paris

Damedoublens deltagelse ved OL er, lidt som damesingle, en mulighed for at vise det danske flag. Skulle damedoublen vinde medalje ved OL vil det være en monumental overraskelse. Altså af den slags, hvor odds nok ville være en del over 500 gange pengene igen.

Jeg er af den opfattelse at man skulle have udtaget et ungt, talentfuldt damedouble par til at repræsentere Danmark. For vi har ingen chancer for at vinde en medalje i damedouble. Så hvorfor ikke bruge anledningen til at give erfaring til en konstellation der kan udvikles til et top 10 par i fremtiden.

Maiken Fruergaard (29) og Sara Thygesen (33) har været med i badmintoneliten længe. Men de har aldrig været i top 10 på verdensranglisten. Til gengæld har de erfaring fra mange mesterskaber og det må være den erfaring de skal bruge til at skabe resultatmæssige overraskelser i Paris.

Konklusion: ingen medalje til Danmark ved OL i damedouble.
Historisk bedste resultat i damedouble ved OL: Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl vandt sølv ved OL i Rio 2016

Herresingle medalje ved OL mest realistisk

Danmarks repræsentanter i herresingle er Viktor Axelsen fra Odense og Anders Antonsen fra Aarhus. De er begge etablerede topspillere. Viktor er ovenikøbet forsvarende Olympisk Mester fra Tokyo i 2020 (2021).

Herresinglerne er Danmarks største håb for medalje ved OL. Og det er et realistisk håb. På en god dag kan både disciplinæren fra Fyn og entertaineren fra Jylland vinde over hele verdenstoppen. Men spørgsmålet er; hvor mange gode dage de hver især får under OL i Paris.

For herresinglerne er der også det specielle at de skal coaches af landstræneren og ikke af deres private trænere. Kan det måske influere på præstationerne i positiv eller negativ retning?

Dansk herresingle vinder medalje ved OL. Men ikke en af guld.

Anders Antonsen har skabt gode resultater på det seneste. Men der er stadig for store udsving. Også mentalt, hvor han – eksempelvis – under finalen i Indonesien brugte for meget energi på at spille fransk klovn. Min oplevelse er at når Anders er i zonen, og kan blive der en hel kamp igennem, så har han alle muligheder for at skabe gode resultater.

Når det er sagt, er jeg personligt fan af badmintonspillere der tør vise kant, personlighed og showmanship. For publikum elsker det. Og så hjælper det gevaldigt på troen på Anders at han har arbejdet hårdt på at styrke fysikken.

Viktor Axelsen har, som vi vist alle ved, vundet alt. Et helt igennem unikt fyrtårn indenfor dansk badminton. På det seneste har han været udfordret med skader. Viktor skal være helt skadesfri for at spiller sig frem til finalerne ved OL i badminton.

Samtidig er Axelsen pinedød nødt til at undgå negative mentale udfald når det ikke kører for ham. Kan han det, vinder han en medalje. Skulle den medalje blive af guld, så sætter han et eftertrykkeligt punktum på en helt fantastisk karriere.

Konklusion: Danmark vinder bronze ved OL i herresingle.
Historisk bedste resultat i herresingle ved OL: 2 guldmedaljer: Poul-Erik Høyer 1996 i Atlanta og Viktor Axelsen ved Tokyo 2020 OL

Bliver mixed-double ved OL i Paris hverken fugl eller fisk?

Bøje og Christiansen til OL i badminton i Paris
Alexandra Bøje og Mathias Christiansen skal til OL i Paris

Indrømmet, jeg har ikke den store fidus til Alexandra Bøje og Mathias Christiansen – mixed-double parret der skal repræsentere Danmark ved de Olympiske Lege. Og det er nok mest baseret på en uforklarlig fornemmelse.

Jeg synes at det er sjældent at Mathias og Alexandra rammer et højt niveau i flere kampe i træk. De viser glimtvist fremragende spil og et højt niveau, men der mangler stabilitet. Særligt “Færgen”, som Mathias også kaldes, kan være meget svingende i hans præstationer.

De har dog formået at holde sig tæt på top 10 i verden og er p.t. placeret som nummer 13 på verdensranglisten. Så helt ueffen er de jo ikke. Løser de udfordringerne omkring kommunikation på banen, så kan de nå længere end hvis den del bliver en udfordring i kampens hede.

Det er parrets anden OL deltagelse. Ved OL i Tokyo blev det til én sejr og to nederlag i gruppespillet.

Med en fornuftigt lodtrækning, kan Alexandra og Mathias gå videre fra gruppespillet ved OL i Paris. Hvis alting derefter flasker sig, er der en perifer mulighed for at de kan spille sig frem til semifinalen. Forudsætter vi at de 3 andre semifinalister er blandt verdens top 8, så taber det danske par både semifinalen og bronzekampen. Desværre.

Konklusion: Danmark vinder ikke medalje i mixed-double
Historisk bedste resultat i herresingle ved OL: 2 bronzemedaljer: Jens Eriksen/Mette Scholdager i Athen 2004 og Joachim Fischer/Christinna Pedersen i London i 2012

Herredouble medaljemuligheder ved OL for badminton i Paris

Herredouble til OL i Paris badminton

Når vi taler om Danmarks bedste herredouble har jeg så meget ja-hatten på. Det er mest af alt baseret på en følelse og stor sympati for Kim og Anders.

Deres historie er en form for “rags to riches” historie. Jeg husker hvordan de var ramt på økonomien ifm. Covid nedlukningen. Resultaterne før Covid var heller ikke prangende. Men pludselig skete der noget. VM sølvet i København var en ægte succeshistorie. Og de har på det seneste leveret flotte resultater der har bragt dem frem til en plads som nummer 2 på verdensranglisten.

Udover de flotte spillemæssige kvaliteteter, er Kim og Anders i besiddelse af et våben som giver dem en urimelig konkurrencefordel. Han hedder Thomas Stavngaard. Eller er det bare mig, der digter?

Det virker som om at Stavngaard kan få det bedste frem i “drengene”. Han siger tingene lige ud og uden omsvøb. Og det virker, fordi Kim/Anders er fokuserede på at finde løsninger. Derfor tager de ikke kritikken personligt.

De to er outsidere til at gå hele vejen. Men lad os være realistiske. For der er en hel del herredouble konstellationer der spiller helt fremragende. Mit bud er en semifinale til Astrup og Skaarup. Den tror jeg de taber, men så vinder de bronzekampen og tager en flot bronzemedalje med hjem til Danmark.

Skulle de gå hele vejen, så forventer jeg at se en ordentlig Rejlænder Polka på banen. Bare 2-3 minutters uafbrudt dans rækker.

Konklusion: Kim Astrup og Anders Skaarup vinder bronze ved OL i badminton i Paris
Historisk bedste resultat i herredouble ved OL: Mathias Boe og Carsten “Nuller” Mogensen vandt sølv ved OL i London i 2012.

Badminton forkælelsen stopper snart, men bak op om spillerne uanset hvad

Afslutningvist; vi skal huske at dansk badminton har forkælet os badmintonfans med virkelig gode resultater de seneste år. Ikke mindst fordi Viktor Axelsen i lange perioder har været en dominrende faktor i herresingle.

Vi kan ikke forvente at dansk badminton altid vil have spillere blandt de bedste i verden. Der er et generationsskifte igang. I alle kategorier er vores bedste p.t. bedste spillere også blandt de mest erfarne.

Nye, yngre spillere har ikke nødvendigvis det samme potentiale som de spillere der repræsenterer Danmark ved det kommende OL. Men de har måske potentiale til at blive blandt de 20-25 bedste i verden.

Konkurrencen om at blive blandt verdens bedste er ufattelig hård i badminton. Og en placering som nummer 20 er også flot. Tag bare det danske fodboldlandshold. De er p.t. nummer 21 i verden. Det afholder ikke danske fodboldfans fra at dyrke landsholdet. Det kan danske badmintonfans lade sig inspirere af.

Altså, vores badmintonspillere skal have vores støtte og anerkendelse – også selvom de “kun” har en placering som nummer 21 i verden. Og så skal vi tage os sammen i forhold til at støtte eliten og subeliten økonomisk. Mere økonomi til spillerne og klubberne er egentlig det eneste vi mangler i dansk badminton.

Lad mig høre dine kommentarer.

Alle danske OL resultater i badminton

Danmark har til og med OL i Tokyo vundet 9 OL medaljer:

Herresingle:
– Poul-Erik Højer Larsen – GULD i 1996
– Viktor Axelsen – GULD i 2020
– Thomas Stuer Lauridsen – BRONZE i 1992
– Viktor Axelsen – BRONZE i 2016

Damesingle:
– Camilla Martin – SØLV i 2000

Herredouble:
– Mathias Boe & Carsten Mogensen – SØLV i 2012

Damedouble:
– Christinna Pedersen & Kamilla Rytter Juhl – SØLV i 2016

Mixeddouble:
– Jens Eriksen & Mette Scholdager – BRONZE i 2004
– Joachim Fischer Nielsen & Christinna Pedersen – BRONZE i 2012

Michael Leander

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *